Redaktionen anbefaler

Redaktionen anbefaler

Installationsfoto: Jordbunden. Foto: Henriette Noermark Andersen

Art Weekend byder på så mange events og udstillinger, at det kan være svært at nå det hele. Vi er naturligvis stolte af hele programmet, men redaktionen giver her sin egen top 5 over events, som vi selv vil prioritere at få set! Måske er du enig? Måske har du lagt andre planer? Programet byder heldigvis på noget for enhver smag!

Kamilla Askholm Jørgensen: Embodied Nature
Kunstskibet Svartlöga lægger til kaj i Aarhus. Her kan publikum blandt andet opleve Kamilla Askholm Jørgensen og en række andre kunstneres værker. Og hey: Det foregår på et skib! What’s not to like?

Talk: Katrine Dirckinck-Holmfeld
Katrine Dirckinck-Holmfeld er som billedkunstner p.t. i gang med et praksisbaseret forskningsprojekt Entangled Archives. Her er en god mulighed for at blive klogere på et nyt og hastigt voksende felt i kunstverdenen, når kunstnere bedriver forskning.

Honey Biba Beckerlee: Cu i Cyklus
En anden kunstforsker er Honey Biba Beckerlee, der undersøger mønsterforekomster af kobber i både computere, geologi og biologisk liv. Vi ser frem til udstillingen, der rejser vigtige sprøgsmål om vores forhold til teknologi og råstofudvinding.

Marie Markmann: Lyden af Regn
Lyden af regn er et lydbillede af mild sommerregn installeret udendørs på Frederiksbjerg i Aarhus. Markmans poetiske lydinstallation dykker ned i forholdet mellem sansning og erindring, og hvordan aktiveringen af én sans kan afstedkomme en kropslig reaktion af andre. Vi krydser fingre for godt vejr og glæder os til at blive badet i lyd!

Jordbunden
Flere tons jord er kørt ind i det gamle Amtssygehus’ gamle kedelrum og danner bagtæppe for udstillingen Jordbunden. Her reflekterer Kasper Kjeldgaard, Louise Gaarmann, Carl Emil Jacobsen og Ida Elke over mødet mellem mennesker og materialer i en konstant omskiftelig verden.

Del artiklen

'Redaktionen anbefaler'

Facebook