Aros udvider. Men er det bæredygtigt – og hvad med kulturpolitikken og produktionsmiljøerne?

Aros udvider. Men er det bæredygtigt – og hvad med kulturpolitikken og produktionsmiljøerne?

The Next Level: Illustration: Schmidt Hammer Lassen Architects.

af Ole Bak Jakobsen

Chefredaktør på kunsten.nu. Kunstkritiker, foredragsholder og underviser.

Hvordan balancerer man kulturpolitikken mellem vækstlag og kulturelle flagskibe? “En international unik kunstoplevelse præget af stor spirituel sensibilitet”, lover Aros om det kommende James Turrellværk, der udgør kernen af den 200 millioner dyre nye tilbygning af museet, der skal stå klar i 2023. Men hvilke dynamikker er ude at gå, når der skal bygges nyt og stort, og kunne pengene være brugt bedre andre steder? Kunsten.nu har stillet spørgsmål til museumsdirektøren, fondsdirektøren, kulturrådmanden og kunstneren. Artiklen er oprindeligt bragt på webmagasinet kunsten.nu.

The Next Level hedder den stort anlagte tilføjelse til kunstmuseet Aros i Aarhus, som man netop har hentet finansiering til, og som forventes klar i 2023. Centralt står James Turrell værket The Dome, der skal etableres som en kæmpe underjordisk kuppel, 40 meter i diameter, 15 meter i højden og med et hul i toppen til himlen. Derudover kommer der 1000 nye udstillingskvadratmeter, samt The Annual ARoS Pavillon, der hvert år skal byde på en ny midlertidig pavillon, skabt af innovative arkitekter.

Ligesom Canberra, Oslo, Molinos, Houston, Berlin, Beijing og mange andre byer verden rundt får Aarhus nu altså også et større værk af James Turrell (f. 1943), men museet gør noget ud af at fortælle, at det bliver verdens STØRSTE Turell-værk – selvfølgelig næst efter amerikanerens myteomspundne, men ikke offentligt tilgængelige, gigaværk i Roden Crater i Arizona – hvor den 77 årige kunstner stadig går og nørder med sit monstrøse observatorium, hvor fænomener som lys, rum og tid konkretiseres og kropsliggøres.

Storværket følger traditionen for storværker på Aros, hvor man allerede fra indvielsen i 2004 gav husly til Ron Muecks opskalerede Boy og siden fik Olafur Eliassons glorielignende regnbue på taget. Hvis ikke Aros var det i forvejen, bliver det nu for alvor et museum for spektakulære vartegn, og vi venter i spænding på, hvilken et af dem, der i fremtiden kommer øverst på byens turistplakater: Regnbuen eller Domen?

Som udgangspunkt skaber det formodentlig forventningens glæde blandt mange kunstelskere. Men nærværende artikel vil alligevel forsøge at kaste et kritisk blik på nogle af de dynamikker, der ligger bag projektet.

Jeg starter med at spørge Aros direktør, Erlend Høyersten, hvad udvidelsen kommer til at betyde for Aros?

“Domen bliver faktisk James Turrels største kunstværk til dato efter Roden Crater og totaloplevelsen vil være så speciel, at vi vil forstærke Aros’ position som destination for tilrejsende. Mange vil sige, at Domen har et element af spiritualitet i sig”.

“Desuden får vi et nyt stort galleri, som gør, at vi kan vise mere af vores samling. Parkdesignet rundt om domen kan aktiveres, og med The Annual ARoS Pavillon gør vi det, at vi spiller arkitekturen ind som et element.
Med Regnbuen, Domen og Pavillonen synes vi, vi begynder at blive ret komplette i forhold til, hvad vi kan tilbyde publikum af forskellige kunstoplevelser. Det begynder at nærme sig en holistisk tænkning”.

Erlend Høyersten. Foto: Lars Fredriksen.

Også Christine Buhl Andersen fra Ny Carlsbergfondet fremhæver Turrellværkets særlige kvaliteter. Fondet har lagt 40 millioner i puljen til udvidelsesprojektet:

The Dome er et unikt kunstværk af en af de største kunstnere indenfor et felt, hvor målet er at involvere os fuldt ud med vores krop og sanser i fællesskab med andre”, siger hun. “Man kan kalde det en kunstens underjordiske katedral midt i storbyen, der forhåbentligt netop kommer til at give os tiltrængt mulighed for at få sat pulsen ned, reflektere og fordybe os”.

Christine Buhl Andersen: Foto: Les Kraner.

Aarhus Kommune er ligeledes stærkt involveret i projektet.

“Vi har at gøre med et ambitiøst og enestående projekt, som jeg er sikker på, kommer til at sætte Aarhus på det internationale landkort. Vi har jo set, hvor meget regnbuen har betydet for Aarhus”, siger kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad, og fortsætter:

“Når man spørger aarhusianerne, hvad der gør Aarhus en god by at bo i, så svarer de ifølge de seneste tre undersøgelser: kultur. Og det er vigtigt, at vi som kommune ikke læner os tilbage på laurbærene, men hele tiden udvikler kulturen”.

Rabih Azad-Ahmad. Foto: Aarhus Kommune.

Stor, større, størst eller en fornuftig investering?

Men hvad er det egentlig, der driver et sådan nyt tiltag. Aros er i forvejen et meget stort museum, og man kan dvæle et øjeblik ved, at meget af den kunst, der præsenteres på et museum som Aros, har en kritisk tilgang til det vækstparadigme, der hersker i verden, og som sætter kloden og klimaet under pres. Tag eksempelvis ‘klimaudstillingen’ Tomorrow is the Question.

Er det så ikke nærliggende at spørge, om udvidelsen og etableringen af James Turrell-værket ikke er drevet af en impuls, der ukritisk er overtaget fra markedsøkonomiske vækstmodeller: nemlig at vi skal konsumere mere og mere hele tiden?

“Jeg kan love dig, at jeg har stillet mig selv det spørgsmål mange gange: hvad er motivationen for at lave en sådan udvidelse?”, svarer Erlend Høyersten. “Handler det om hurtigere, større, bedre osv. – eller handler det om, at man tror, at dette er vigtigt? Hvis det havde handlet om mit behov for at markere mig, så havde det været meget forkert i forhold til det, vi prøver at snakke om. For mig handler det i stedet om at få sat kulturen på dagsordenen.
Når vi taler om Domen, så drejer det sig ikke alene om at få en hel masse turister igennem. Det handler om at give flest muligt en genuin museumsoplevelse, måske endda en genuin aha-oplevelse”.

For Ny Carlsbergfondet er det først og fremmest realiseringen af et kunstværk støtten går til, pointerer Christine Buhl Andersen:
“At projektet i sig selv bliver en udvidelse af museumsrummet hører til kunstværkets karakter og kunstnerens vision. For Ny Carlsbergfondet er projektet noget andet og mere end flere kvadratmeter og mursten”.

Heller ikke Rabih Azad-Ahmad køber min præmis:
“For mig handler det ikke bare om at bygge noget nyt, men om at skabe noget, der samler og begejstrer, og som kan bruges af borgeren. Kunst kan være meget inviterende og interaktivt, og jeg mener, at det her projekt kommer til at have en stor værdi for borgeren”.

Økonomisk råderum eller økonomisk spændetrøje?

Men hvad så med økonomien? Den samlede pris på udbygningsprojektet er vurderet til knap 200 millioner kroner, hvoraf Købmand Herman Sallings Fond har doneret 80 millioner og Ny Carlsbergfondet 40 millioner. Dertil kommer en anonym donation på 10 millioner kroner. Af de resterende knap 70 millioner lægger Aarhus Kommune 25 millioner i hatten i en såkaldt driftsfinansieret investering, mens Aros selv skal tage sin del af slæbet i form af et reduceret kommunalt tilskud. Det er altså ikke nogen gratis omgang, og hvad kommer det til at betyde for Aros, der som mange andre kulturinstitutioner er presset i forhold til at få driftsøkonomien til at hænge sammen?

I Høyerstens optik er udvidelsen netop løsningen på problemet:
“En udvidelse medfører for det første, at vi får flere besøgende og for det andet, at vi bliver mere bæredygtige rent økonomisk. Vi opnår en form for selvstændighed. Hvis vi får 2-300.000 flere årlige besøgende – vi har i øjeblikket 5-600.000 – betyder det, at vi kan investere i kunsten på en helt anden måde. At vi kan lave udstillinger på et helt andet ambitionsniveau, end det normalt vil være muligt at lave for danske kunstinstitutioner”.

Er der evidens for, at jo større en institution er, jo mere bæredygtig er den?

“Det er jo klart, at når man laver noget, som er så anderledes, kan man aldrig være helt sikker på, at det bliver en succes. Men vi har jo følere ude og har diskuteret projektet med internationale aktører. Vi ved, at Regnbuen har en kæmpe effekt for Aros, og vi ved, at det også vil fungere med Domen. Der er så mange parametre, som tilsiger, at det vil lykkes”.

Set fra en kommunal synsvinkel er der også kun tale om positive effekter:

“Vi mener, det er en god investering, og at vi blandt andet gennem skabelse af nye arbejdspladser, udvidelse af oplevelsesøkonomien og et øget antal turister henter pengene hjem”, siger Rabih Azad-Ahmad.

Jeg spørger Erlend Høyersten, om man ikke som museum bliver tvunget ud i en situation, hvor man – fordi man skal øge besøgstallet – skal lave (endnu flere) blockbusterudstillinger. Altså en tilstand, hvor der bliver mindre plads til eksperimenter?

“Planen er faktisk det omvendte af det, du spørger om. Nemlig at stille os friere og gøre os mere uafhængige af for eksempel fondsmidler. Vi mener, at The Dome, det nye galleri, korridoren, pavillonen og parken – i samspil med det eksisterende Aros – vil forstærke destinationskarakteren. Folk vil, sat på spidsen, opsøge Aros uanset, hvilken udstilling vi har. Det giver os netop mulighed for at lave udstillinger, som ikke nødvendigvis er blockbusterudstillinger med superkendte kunstnere”.

Så kan jeg ikke lade være med at spørge: Hvad er så the next level after the next level?

“Ha-ha, det er et godt spørgsmål”, ler Høyersten. “Når The Next Level åbner, er det begyndelsen på noget nyt. The Next Level skal etableres som en holdning til, hvordan vi laver udstillinger, hvilken gennemslagskraft vi har og så videre. The Next Level er meget mere end nye bygninger, det er etableringen af en ny mental tilstand”.

Kulturpolitikken, flagskibene og produktionsmiljøerne

Så er der det kulturpolitiske spørgsmål. I den jyske hovedstad har der i flere år været debatteret, om der skulle satses på de kulturelle flagskibe (eksempelvis Aros) eller de producerende miljøer. Aarhus vil være en kulturby og har på papiret store ambitioner om at være – ikke blot kulturkonsumerende – men også kulturproducerende. Altså at være en by, som kunstnere bor og arbejder i.

Allerøverst i kulturpolitikken for 2017-21 står der da også, at kommunen skal arbejde på “at styrke byens kultur- og kunstproduktionsmiljøer og fremme kunstnerisk kvalitet, talentudvikling og kulturel mangfoldighed”.

Kommunens eget rådgivende organ, Kunstrådet, har dog netop i sin evalueringsrapport fra 2020 advaret om, at mangel på produktions- og præsentationsmuligheder gør, at meget af talentmassen fordufter fra byen. Læs mere her.

Så hvordan hænger det sammen, at der endnu engang spenderes betragtelige midler på at udvide en stor kulturinstitution. Sker denne investering ikke på bekostning af produktionsmiljøerne, og burde man ikke i stedet for investere i de udøvende kunstnere?

“Det er ikke enten eller”, svarer Rabih Azad-Ahmad. “Byen har brug for både de producerende og de store institutioner, og det hedder sig også i kulturpolitikken, at vi arbejder på at gøre Aarhus til en international kulturby. Derfor er det vigtigt også at udvikle institutionerne”.

Høyersten ser heller ikke det store problem og peger på, at The Next Level kan være en løftestang for det lokale produktionsmiljø.
“Vi kan jo håbe på, at et fokus på Aarhus som en progressiv kunstby kan afføde nye gallerier i byen, og at det igen kan afføde et større kunstmiljø”.

I kulturpolitik er det altid nemmere at være flagskib

Nu er det så, at jeg må ringe til billedkunstner og forkvinde for Aarhus kommunes billedkunstudvalg Katja Bjørn for at høre, hvordan hun ser på sagen. Hun har gennem mange år været engageret i forholdene for de producerende miljøer i Aarhus.

“Nu er det svært at gennemskue den kommunale økonomi i forhold til det her projekt, og jeg er ikke sikker på, at man kan sige, at en kommunal støtte til The Next Level betyder, at der så er færre midler til produktionsmiljøet. Det håber jeg i hvert fald ikke”, siger Katja Bjørn.

“I kulturpolitik er det altid nemmere at være flagskib end udøvende kunstner, men jeg kan kun opfordre kommunen til også at satse på det mindre spektakulære produktionsmiljø. Det er den eneste måde, Aarhus kan vedblive at have storbykvaliteter”.

Katja Bjørn. Foto: Ole Bjørn Petersen.

Som hun ser det, er der i de seneste tre-fire år sket en forholdsvis god udvikling i Aarhus. Vækstlaget er vokset – ikke betydeligt – men dog forholdsvis stødt. Den udvikling skal politikerne blive ved med at fodre, mener hun:

“Udvidelsen af Aros bliver set som en investering. Men med de samme argumenter kunne man investere i det lokale produktionsmiljø, og spørgsmålet er, om det ikke er en bedre og mere bæredygtig måde at investere i kulturen på sigt. Ligesom det er en god ide at satse på vores uddannelsesmiljø og vores ungemiljø, er det på sigt en rigtig god ide at satse på at skabe gode betingelser for, at kunstnere kan udvikle sig kvalitativt”.

Og det vil være overkommelige investeringer med stor effekt, mener Katja Bjørn.

“Det vil være en billig investering, hvis kommunen eksempelvis sagde, at nu etablerer vi 35 nye kunstnerværksteder. Man kunne lave en forsøgsordning på ti år, og se hvad sker der!
Hvad sker der, hvis man opgraderer Det Jyske Kunstakademi i byen yderligere? Hvad sker der, hvis man nytænker et miljø i nogle bydele eller laver et kunstnerstyret, tværæstetisk kulturhus?”

“Et museum som Aros er ufleksibelt, mens produktionsmiljøerne er superfleksible. Man kunne sagtens satse lidt vildt, og have råd til nogle gange at sige: “nå, det var en bommert”. Eller omvendt efterfølgende kunne sige: “her skete noget helt særligt, vi kan være stolte af”.

“Det er klart en rigtig god satsning, hver gang kommunen overholder sine egne løfter, sin egen kulturpolitik”, mener Katja Bjørn: “Det er ikke sikkert, der er en modsætning mellem det og et nyt Arosværk af James Turrell. Hvis det bliver tilfældet, må vi holde kommunen op på deres egen kulturpolitik”.

Del artiklen

'Aros udvider. Men er det bæredygtigt – og hvad med kulturpolitikken og produktionsmiljøerne?'

Facebook