Marie Markman: “Kunsten kan på enkle måder få os til at begribe noget, som før var uden for vores forestillingsevne”

Marie Markman: “Kunsten kan på enkle måder få os til at begribe noget, som før var uden for vores forestillingsevne”

Marie Markman: A Seed is a Star, 2019-2022. Foto: Barbara Katzin.

af Ole Bak Jakobsen

Chefredaktør på kunsten.nu. Kunstkritiker, foredragsholder og underviser.

Mød Marie Markman, som i forbindelse med Art Weekend Aarhus skaber værket Lyden af regn, hvor vi på en travl gade kan opleve regnvejr uden vand. Og få et indblik i en kunstners vidtspændte praksis, der kredser om, hvordan samtidskunsten kan indgå i offentlige diskussioner om by- og landskabsudvikling.

Vi sidder udenfor et bageri på et livligt hjørne i krydset Bruunsgade/Brammersgade på Frederiksbjerg i Aarhus. Her er cafegæster, folk på vej til Føtex, og varebiler der læsser af. Jeg drikker kaffe med billedkunstner Marie Markman og grunden til, at vi sidder netop her er, at det er stedet, hvor Markman vil installere sit lydværk Lyden af regn i forbindelse med Art Weekend Aarhus 2. – 4. oktober. Planen er at montere højtalere, som på en strækning af 15-20 meter vil afspille lyden af stille regn. I dette udendørsrum kommer man altså via høresansen til at opleve fornemmelse af regnvejr. Uden at blive våd.

Marie Markman arbejder gerne uden for de kunstinstitutionelle rammer i by- og landskabsrum i en sjældent vidtforgrenet praksis, der som oftest indebærer tværfaglige samarbejder med forskere, arkitekter, ingeniører, landmænd, biologer, bygherrer, kommunale embedsfolk og mange andre. Også hendes uddannelsesmæssige baggrund har spændvidde: hun er uddannet på kunstakademiet med en tillægsuddannelse på Landbohøjskolen og en ph.d. på arkitektskolen.

Markmans praksis kan på mange måder ses som et udviklingsarbejde, der gennem eksperimenter eller modeller søger at gentænke og genetablere den sammenvævningen af kultur og natur, som moderniteten ellers har forsøgt at adskille (klimakrisen har nu vækket os af den tornerosesøvn, kan man sige). Hendes kunstneriske virke fletter sig ofte ind i byplanlægningsprojekter i en kredsen om sameksistens​ mennesker imellem​ ​og mellem mennesker, insekter og planter.

Marie Markman
Marie Markman: Et spiseligt landskab, 2012-2014. Foto: Marie Markman.

I sine projekter har hun blandt andet beplantet midterrabatten ved en stærkt trafikeret vej med spiselige planter, ligesom hun har udviklet frøblandinger for at fremme biodiversitet og diskussioner om bynatur og æstetik – og i et nyt projekt forsøger hun at udvikle en selvlysende mark ved Holbækmotorvejen. Et element af science fiction er kommet til at spille en stigende rolle i hendes værker.

Og så er rådgivning blevet en del af det kunstneriske virke, hvor Markman yder rådgivning i forbindelse med integrering af kunst i byggeri og landskab. Rådgivningsarbejdet kan blandt andet bestå i hjælp til at finde den rigtige kunstner til en kunstnerisk opgave eller til at lede processerne omkring at få kunst integreret i forskellige processer i mere bred forstand
Hun har haft rådgivende funktioner i forhold til udsmykninger i Aarhus Kommune, i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, og ved Tækker Group. Aktuelt er hun på banen som en af Statens Kunstfonds kunstkonsulenter samt – i regi af sin egen virksomhed – i Vejle Kommune, hvor man er i gang med projekter omkring stormflodssikring og det stigende havvand.

Marie Markman: Foto: Ole Bak Jakobsen.

Kroppen tror det regner

Hun er, som hun siger, havnet et godt sted, hvor mange af de spor, hun gennem sin 20 år lange kunstnerkarriere har trådt, nu løber sammen på meningsfulde måder. Det kommer vi tilbage til, men først skal jeg høre lidt om, hvad der ligger bag ideen om at afspille lyden et regnvejr på en helt almindelig travl gade i byen.

“Det er en ide, der har ligget i ti år, og jeg ser frem til at dele den undren, jeg selv har haft, med andre”, fortæller Marie Markman. “Tilbage fra min barndom kan jeg huske en bestemt situation, hvor jeg registrerede lyden af regn, før jeg mærkede regnen. Men hvor min krop alligevel fornemmede regnen på min hud, fugten og hårene, der rejste sig, inden regnen faktisk ramte mig. Det er den undren over forskydningen i tid, og af at lyden på en måde sansemæssigt aktiverede fornemmelsen af regn stærkere end den faktiske regn, jeg ønsker at undersøge med lydværket”.

Markman tænker, at værket kan opleves af folk, som kommer til Art Weekend Aarhus og specifikt opsøger det, men at det også er for de mennesker, der blot passerer forbi eller sidder på cafeerne. Hun ønsker at skabe et miljø eller en situation, hvor hun kan dele sin undren:

“Et næste undersøgelsesrum efter værket vil være at invitere til samtaler med forskere og andre, som beskæftiger sig dels med lyd og dels med regn som vejrfænomen. Men jeg kan godt lide at starte med værket og kunsten. Og bruge det til at åbne problemstillingen og nuancerne, frem for at kortlægge det fra andres forskning først. Kunsten er mit felt, og jeg tror på, at det kan noget særligt, og det vil jeg gerne starte ud fra og så trække andre fagligheder ind sidenhen”.

Marie Markman
Marie Markman: En centimeter tættere på skyerne, 2000. Foto: Marie Markman.
Marie Markman
Marie Markman: En centimeter tættere på skyerne, 2000. Foto: Marie Markman.

Tyve år i det offentlige rum

Marie Markman har arbejdet med kunst i det offentlige rum i tyve år. Det første værk i den kontekst var værket En centimeter tættere på skyerne, hvor hun hævede en eksisterende brolægning med en centimeter.

“Jeg gik fra at arbejde med skulpturer, man kunne gå rundt om, til at skulptur også kunne være rum, man gik ind i. Og så har jeg altid haft mange tanker og spørgsmål i forhold til, hvad vi gør – og kan gøre – med vores byer. Hvorfor skabe bydele, hvor der ikke er plads til mennesker, planter og dyr. Hvorfor er der ikke frugttræer i byerne, og hvorfor må træer ikke tabe blade, som forstyrrer den offentlige orden”.

“Min praksis har altid været motiveret af at have spørgsmål. Og så give de spørgsmål et kunstnerisk udtryk, fordi det at arbejde med tingene på den måde kan rejse nogle andre spørgsmål, end når man skriver, eller når man er arkitekt”.

Du får vel også et andet publikum?:

“Der er et stort potentiale i processerne omkring værket, og det har jeg oplevet lige fra starten. Når vi sætter det her værk op, så vil folk også komme og snakke: ‘Hvad skal det til for’, ‘synes du ikke der er larm nok i byen i forvejen’ osv… I de samtaler har jeg tit fået mange ting at tænke over, som har bragt mig andre steder hen”.

Det handler altså i høj grad om at kultivere sin lydhørhed, og Markman er en nysgerrig kunstner, der som en naturlig del af sin praksis i stadig højere grad har orienteret sig i retning af andre faggrupper hinsides de kunstfaglige miljøer.

Marie Markman
Marie Markman: Frøpose: Sommerfugle og sommerfuglelarver, 2019. Foto: Marie Markman.

“Da jeg blev færdig med akademiet i 2000, havde jeg mange forestillinger om, hvem der var de rigtige at snakke med, og hvor var det godt at placere sig. Nu tænker jeg mere og mere: Det er godt at være der, hvor der er mennesker, der er åbne, som vil udveksle, og som vil være med til at løfte noget sammen”.

For Markman er det derfor oplagt at tale med eksempelvis landmænd, byplanlæggere, biologer og arkitekter, og i disse møder at bidrage med nogle af de kompetencer, hun bringer med fra kunsten.

Mindst lige så vigtigt er det, at hun kan lære noget af andre:

“På trods af, at der tales rigtig meget om tværfaglighed, og om at vi skal udvikle viden i nye alliancer, så er det meget svært for os alle sammen – inklusiv mig selv. Men jeg mener, vi er nødt til at tænke meget bredere i forhold til at få nye bud på, hvor er der en tilgængelig viden, der kan løfte diskussionen nogle andre steder hen”.

Mener du, at samtalerne indenfor kunstens mure er begrænsede?

“Det jeg vil sige er, at det er paradoksalt, at vi indenfor kunstens verden selv synes vi repræsenterer frisind og åbenhed. Men vi skal også lære at være åbne overfor andre faggrupper og folk, der kommer med en anden form for viden. Kunstverdenen er hverken værre eller bedre end andre verdener. Alle skal vi trække vejret dybt og komme os over vores egen arrogance, hvis vi gerne vil lave noget sammen med andre. Jeg har lært af at lade være med at tro, at jeg kender alle løsningerne selv, men i stedet turde gå med i nogle diskussioner. Der hvor man oprigtigt tænker, at man kan lære noget af de andre, der bliver de andre også mere åbne, og så er der tale om samarbejde”.

Som kunstner har hun selv tidligere været med til rådgive i udviklingen af NYE, en ny bydel i det nordlige Aarhus, hvor æstetik, bæredygtighed og sociale fællesskaber er forsøgt tænkt ind i hele anlægsarbejdet.

“Her var det den landmand, som bygherren Tækker Group havde købt jord af, som lærte mig om området. Det kan godt være, han var konventionel landmand, og at mine tanker om, hvordan man skulle dyrke jorden, var ret forskellige fra hans. Men det var de steder, hvor vi kunne mødes i fælles respekt for hinandens måder at tænke på, at vi kunne rykke os begge to i forhold til at få nye vinkler og tænke andre agendaer ind”.

Den selvlysende mark

I et andet igangværende projekt samarbejder Markman med Nationalpark Skjoldungernes Land. Her har hun arbejdet med det, hun kalder for Fremtidssagn, og hun er yderligere i gang med at udvikle et nyt storskalalandskab med selvlysende planter på en mark ved Holbækmotorvejen.
Sammen med forskere skal hun i laboratoriet for at udvikle planter, der ved hjælp af genteknologi eller planternes evne til at optage særlige stoffer via rodnettet kan komme til at lyse.

“Jeg er ved at åbne min praksis mod spørgsmål, der har en lidt mere fantastisk eller science fiction-agtig karakter. Kunsten er et særligt mulighedsrum for drømme og fantasier. Det er et forskningsbaseret kunstværk, og værket kan måske vække en nysgerrighed og bidrage med et på en gang kritisk og poetisk perspektiv på landskabet, der måske ligger et sted mellem gru og skønhed: Hvad er det for en fremtid, vi går i møde?”

“Kunsten kan nogle gange på enkle måder få os til at begribe noget, som før var uden for vores forestillingsevne. Så vi kan få noget andet at stræbe efter. Det er store spørgsmål, men det er det, jeg er optaget af i lille skala”.

Med i dialogerne omkring projektet ved Holbækmotrovejen er bla. repræsentanter med tilknytning til Naturfredningsforening og Botanisk forening samt lokale lodsejere.

“Der ligger noget stort i, at kunsten kan indgå i så brede sammenhænge. Det siger noget om kunstens værdi, men værdien ligger måske særligt i, at alle parter tør begive sig ind i nyt terræn”.

Marie Markman
Marie Markman: A Seed is a Star, 2019-2022. Foto: Barbara Katzin.

Tiden er kommet på omgangshøjde med kunsten

På flere måder oplever Markman på den måde, at der er ved at være en større klangbund for nogle af de tanker, hun altid har arbejdet med i sin kunst.

“Jeg tror, at for mange kunstnere, er det først over tid, at vores kunstnerisk praksis bliver begribelig for andre. Det er, fordi vi arbejder med udviklingsarbejde og forsøger at kile os ind og skabe nye åbninger, hvor ingen andre så dem. Jeg tror generelt, at kunst kan aktivere vores hjerner på andre måder. At den kan gøre en forskel, men ofte nok forskudt i tid”.

I begyndelsen af sin kunstnerkarriere forsøgte hun således forgæves at overtale Realdania til opstille en offentlig nyttehave foran fondets hovedsæde. Her små tyve år senere har Realdania så oprettet en pulje, som kommuner kan søge til at lave pilotprojekter omkring det stigende havvand. Vejle kommune fik en bevilling, og Markman blev taget med som rådgiver på projektet, som blandt andet bygger på en vision om, at man vil bruge kunsten til at åbne diskussionen op.
Man er her blandt andet nået frem til, at kunstnere på lige fod med arkitekter kunne byde ind med projekter til udviklingen af nye perspektiver på det stigende havvand i Vejle Fjord (i en konkurrence, hvor vinderen offentliggøres 5. oktober).

“Det er spændende, at Realdania nu siger, at der aktuelt er så store problemstillinger, som vi ikke ved, hvordan vi skal løse, og at man derfor er nødt til at få nogle visioner på bordet. Så må vi efterfølgende finde ud af, hvordan vi får dem realiseret. Det handler om tankemæssigt at åbne hinandens verdener. Så der er håb om, at vi mere bredt kan bringe den kunstneriske viden i spil”.

“I samarbejdet har det har været fantastisk at gøre plads til kunsten på lige fod med andre faggruppers. Det handler ikke om, at kunsten skal være ‘noget underholdning’, man tilføjer efterfølgende. Det handler om, at den kunstneriske tanke skal være en del af processen.

Kunsten at arbejde strategisk med kunstnerisk viden

Tidligere blev Markman ofte mødt med en del forvirring. Var hun billedkunstner, forsker eller arkitekt? I dag er hun, som hun udtrykker det, havnet et privilegeret sted. Dels kan hun lave sine egne ting, og samtidig har hun muligheden for på et mere strategisk plan at starte nogle diskussioner om kunst i by-og landmiljøer, og herigennem promovere andres kunst og kunsten generelt.

“Det tror jeg er noget, vi kan tænke på som kunstnere. Hvilke særlige kompetencer ligger i det billedkunstneriske, i at kunne forstå et rum, i at kunne forstå 2, 3 og 4- dimensionelle størrelser. De muligheder, hvor vi kan bruge vores kompetencer som kunstnere til at kvalificere offentlige bygninger og rum.
Vi skal bruge det strategisk, men også i politiske sammenhænge, så det ikke ender med, at traditionen for, at det var udøvende kunstnere, der rådgav i udsmyknings spørgsmål, overgår til kuratorer og universitetsuddannede. Det er ikke sådan, at der ikke også skal være plads til andre faggrupper, men vi skal passe på ikke at skrive os selv ud af historien ved ikke at være politisk aktive nok.

Kunstnerisk viden er for mig også de netværk som vi opererer indenfor kunstens verden, hvor vi ofte eksisterer i en anden form for økonomi end resten af samfundet. Det er en viden, der kan kvalificere diskussionerne om levevilkår og mangfoldighed, når vi udformer vores byer, så mangfoldighed ikke bare bliver et overfladisk ord, man bruger, og så skal man alligevel have 4 millioner for at købe en lejlighed”, slutter Marie Markman.

Der er gået en time, kaffen er drukket, og vi har været vidt omkring i en praksis med stort udsyn.
Inden vi tager afsked, må jeg lige høre, hvad der sker, hvis det regner hele weekenden?

“Jeg ved det ikke endnu”, smiler Marie Markman. “Det er præmissen, der er noget, man ikke er herre over. Måske får vi dobbeltregn, måske vil man få sig et godt grin, måske vil spørgsmålene åbne sig et helt andet sted?”

Del artiklen

'Marie Markman: “Kunsten kan på enkle måder få os til at begribe noget, som før var uden for vores forestillingsevne”'

Facebook