Ung kunst: Emily Beresford

Ung kunst: Emily Beresford

Pressefoto.

Art Weekend Aarhus sætter i denne artikelserie fokus på nogle af de yngre kunstnere, der udstiller under årets festival. Få et indblik i de forskellige tilgange til faget, man kan have som ung kunstner i 2020.

Hvordan vil du karakterisere din kunstneriske praksis?

Jeg er kunstfotograf, så mine fotos opstår oftest naturligt med afsæt i lyset, der falder på væggen på en bestemt måde, lyset på en bestemt tid af døgnet, lyset, der falder på et ansigt, et glimt af noget, jeg har set før. Det er et samarbejde mellem lyset og mig.

Mange af mine stilleben er spontant iscenesat. Mine billeder kan handle om den måde, lyset falder på nogle grøntsager på et skærebræt, rester fra en middag efterladt på bordet eller en muggen kage. Jeg benytter mig af alt, der findes i huset, som f.eks. falmede blomster eller skrællen fra en appelsin, min kæreste har spist. Jeg forsøger at gøre det hverdagslige til noget mere og derved fortælle en historie.

Med mine portrætter, er der noget særligt ved at fange lige det rigtige udtryk, at se noget i ansigterne, tyngde, melankoli, lykke og lidenskab. Mine selvportrætter er i den sidste tid blevet mere følsomme. Jeg giver omsorg til hvert eneste fotografi, men viser også en sandhed.

Foto: Emily Beresford

Hvor finder du inspiration til din kunst? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Jeg finder inspiration fra mine omgivelser; hverdagen, min familie, venner, mad, blomster, landskaber og lyset.

Jeg får også inspiration fra Instagram, hvilket er en udtryksmåde, jeg ofte bruger. Nogle gange opstår der noget særligt i den måde, lyset falder på et hverdagsobjekt, især når det kommer ned i en mindre og mere intim skala. Man kan ikke regne med at resultatet bliver teknisk smukt, fordi mobilkameraet har begrænsninger, men det har alligevel noget særligt over sig.

Meget af min kunstneriske inspiration kommer fra kunsthistorie, hollandske stilleben og Hammershøi. Derudover kommer inspirationen fra andre fotografer som Laura Letinsky ,og i Familiar walls til Art Weekend Aarhus har jeg fået inspiration fra fotografen Daniel Gordon.

Nogle gange skaber jeg fotografier ud fra en idé eller et ord – som i dette projekt. Familiar walls startede med min idé om et hjem – hvad er mit hjem i USA, og hvad er mit hjem i Danmark? Jeg flyttede til Aarhus fra USA, hvor min familie stadig bor, og afstanden er stor i disse dage. Min kunst handler i høj grad om hjemmet og tidens gang, og den interesse er særlig tydelig nu i forbindelse med COVID-19-nedlukningen. Coronatiden har været udfordrende for mig, og det har ført til et andet kunstværk, end jeg oprindeligt havde planlagt.

Emily Beresford i udstillingsstedet Hjemme Igen, hvor hun skal udstille Familiar walls i forbindelse med Art Weekend Aarhus. Pressefoto.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Jeg håber, at beskueren kan finde en genkendelig fortælling i mine fotos og relatere til dem, og at min kunst får følelserne og måske minderne frem.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstmiljøet?

Jeg har som ung kunstner haft svært ved at finde en retning, og som ung nyuddannet kunstfotograf har jeg haft svært ved at finde arbejde i den danske kunstverden. Men jeg har oplevet et varmt og imødekommende kunstmiljø i Danmark med optagelse af fotos på både KE19 og KP20, og specielt i Aarhus har jeg følt mig velkommen. Det var en af de ting, jeg var bekymret for, da jeg flyttede fra USA – at forlade mit professionelle netværk. Men efter at have været her i et år, er jeg lige så stille blevet en del af kunstscenen, har fået et netværk og møder nye kunstnere.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Kunst er en afspejling af samfundet, folks bekymringer, glæder, det politiske klima, og det, man kæmper for. Kunstnere stopper ikke, når ting bliver svære, man udfordres til at skabe noget andet. Kunst kan hjælpe folk til at forstå hinanden, hvis vi giver lov. Kunst kan også bare nydes.

Del artiklen

'Ung kunst: Emily Beresford'

Facebook