Unge Kunstnere: Mette Clausen

Unge Kunstnere: Mette Clausen

Mette Clausen: Som du kan se, er det næsten umuligt at starte et oprør her Foto på akryl. 10 x 15 cm

Art Weekend Aarhus sætter i denne artikelserie fokus på nogle af de yngre kunstnere, der udstiller under årets festival. Få et indblik i de vidt forskellige tilgange til faget, man kan have som ung kunstner i 2019.

Forestil dig, at du møder en person, som ikke har stiftet bekendtskab med din kunst – hvordan vil du forklare din praksis?

Når nogen spørger, hvad jeg laver, plejer jeg at sige, at jeg hverken tegner, maler eller bruger farver. Faktisk er jeg lidt bange for farver. Det er som om, der er så meget at gøre med sort, hvid og strukturer, før jeg overhovedet ville kunne begynde at overveje brug af farver. Jeg væver og arbejder med tekst, og er interesseret i, hvordan det at skrive og væve kan bidrage til hinanden og skabe nye udtryk, der kan åbne op for en anden sanselighed.

Jeg arbejder også med ler, fordi det har en helt særlig formbarhed, der kommer så tæt på kroppen, som noget kan. Og så husker det ens berøring. Det kan jeg godt lide.
På det seneste har jeg interesseret mig meget for spiritualitet og åndelighed, og for hvordan jeg kan skabe forbindelse med dem jeg har mistet. Begge mine forældre er døde inden for de sidste to år, og derfor er sorg og tab uundgåelige temaer i mine værker.

Hvordan er det at være yngre kunstner i 2019?

Jeg tror, det opleves meget forskelligt. Men egentlig vil jeg mene, at det er ret nedslående at være yngre kunstner i 2019. I bund og grund går jeg rundt med en oplevelse af, at det er økonomisk op ad bakke. Jeg får ofte lyst til at stoppe med at gå op ad denne her bakke og bare lade mig trille med tyngdekraften nedad og lande et sted, hvor der ikke er så stejlt. Et sted, hvor der er løn for alt arbejde, pensioner og betalte sygedage. Jeg baserer ikke mit liv på indtægt fra værker og legater. Gjorde jeg det, ville jeg aldrig kunne tage min datter og kæreste med på ferie eller bo i et hus med en have. Så når nogen spørger om jeg kan leve af det, så er svaret, at jeg har lært at leve med det. – Og med kunsten.

Hvis jeg skal sige noget positivt om året, der er gået, må det være Kunsthal Charlottenborgs indføring af kvoter (endelig nogen i en magtfuld position, der gør noget)! Jeg trættes og føler vrede hver eneste gang jeg mødes med statistik for indkøb af kunst eller møder en debat, hvor fokus havner på kvalitet – som om kvalitet er en absolut uden kobling til køn eller til den eller de, der kuraterer eller indkøber.

Derudover oplever jeg flere og flere kunstnere, der taler højt om dårlige aftaler og manglende honorarer, og det har været med til at starte et oprør og et fællesskab, som forhåbentlig kan føre til mere gennemsigthed og måske mere ordnede forhold. Jeg oplever også modige kuratorer med noget på hjerte og en fortsat opblomstring af kunstnerdrevne udstillingssteder, hvilket vidner om fællesskaber. Og dem tror jeg på.

Hvor finder du inspiration til din kunst?

Der er stor inspiration i modgang og modstand og i forskellige materialer. Og i de strukturer, der omgiver og former os. Jeg ser sprog og tekst som materialer i sig selv – som systemer af betydninger, vi udveksler. Med mine værker vil jeg gerne etablere et ophold og skabe en vis form for nærhed eller intimitet, der udfolder mellemrum og betydningslag i allerede eksisterende systemer, som vi ellers kan have tendens til at overse. Jeg dvæler eksempelvis ved enkelte betydningslag i sproget, når jeg gentager ord ved at væve dem igen og igen. Stilstand og langsomhed ser jeg som en form for modstand og antikapitalistisk handling, fordi det ikke lever op til samtidens krav om produktivitet.

Hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Min arbejdsproces er forskellig fra værk til værk. For eksempel er jeg med på en udstilling til næste år Patterns of Resistance, og et af værkerne til den udstilling har jeg haft færdig i mine tanker i et år. Jeg kan også gå mere eksperimenterende til værks og sætte mig ved min bordvæv og væve ud fra en løs idé, som så former sig mere og mere, som jeg væver. Det kommer der dog sjældent noget godt ud af.

Et andet eksempel er værket Svaler for mor. Det startede ud med blot at skulle være et par svaler til min mors gravsted, men udviklede sig til et større skulpturelt værk bestående af 150 håndmodellerede svaler. Før i tiden tænkte jeg, at kunst skulle være noget, jeg gjorde 24/7 – men som årene er gået, har jeg lært, at kunst ikke er noget, jeg kan holde ud at være i hele tiden. Jeg har behov for et job (der ikke er min kunst), en hverdag med andre gøremål, kolleger og andre agendaer, end den kunsten giver mig. Det særlige sprog kunsten har, har for mig, brug for lagringstid, for netop at kunne blive til. Det har taget mig tid at finde ud af, at for mig, er kunsten mere sådan noget, der gror og vokser sådan lidt ud af siden på mig, imens jeg laver alt muligt andet.

Hvilken rolle mener du, at kunsten spiller i vores samfund i dag? Og hvilken rolle burde den spille?

Kunsten er et rum for fordybelse og rum for at sige noget, som ikke kan siges på andre måder. Det er væsentligt, at vi værner om det sprog i vores samfund. Og det er afgørende, at vi værner om forskellige kroppe, blikke og stemmer i kunsten. Kvoter ser jeg, som den mest konstruktive vej at gå. For kvalitetens skyld.

Del artiklen

'Unge Kunstnere: Mette Clausen'

Facebook