Kunstvandringer

Kunstvandring '16. Foto: Rasmus Reimer Larsen, Foxcut Film

Med Art Weekend Aarhus inviterer kunsten.nu på en opdagelsesrejse i det aarhusianske kunstliv. Lige fra de unge talenter til de etablerede kunstnere. I alt 24 institutioner i Aarhus deltager, alt fra museer, kunsthaller, gallerier, kunstskoler og projektrum, har budt ind med et bredt program af udstillinger, ferniseringer, finissager, performances, artist talks, guidede ture og meget mere!

Art Weekend Aarhus fører dig gennem byens sprudlende kunstscene på inspirerende guidede rundture. Kunstvandringerne guides af fagligt kyndige omvisere, som har stor viden om kunstnerne og den aarhusianske kunstscene.

Vi guider dig på udstillingerne, hvor du får viden om udstillingsstedet, selve udstillingen og kunstneren bag. Du vil helt sikkert også blive præsenteret for små finurlige historier om turens omgivelser, da dine guider kender det aarhusianske kunstmiljø indgående. Du får rig lejlighed for at stille spørgsmål undervejs.

Tur 1: Åen

Tur 2: Havnen

Tur 3: Øgadekvarter

Tur 4: Mejlgade

Pris:
Køb billet her: Pluspris: 55 kr. + gebyr 10 kr.
Pris uden abonnement 75 kr. + gebyr 10 kr.

Guider:
Trine Rytter Andersen har en uddannelse som billedkunstner fra Det Jyske Kunstakademi og har modtaget Statens Kunstfonds iværksætterlegat for nyuddannede billedkunstnere. Sammen med Grete Aagaard og Tina S. Lynge stiftede Trine kunstnergruppen Artillery fra 1999-2008. Foruden sit virke som kunstskribent og kurator, har Trine arbejdet inden for organisation og ledelse, bl.a. som udstillingsleder for Sculpture by the Sea i 2008-2009, formidling og kritik, som anmelder for blandt andre kunsten.nu og Århus Stiftstidende, og som underviser.

Ditte Lyngkær Pedersen, tidligere projektleder på Art Weekend Aarhus, er billedkunstner bosat i Aarhus efter flere år i Malmö, Berlin og New York. Hun har en MFA fra Kunsthögskolan i Malmø, Sverige, 2004. Hun udstiller internationalt og sidste år udgav hun også en fotobog med titlen Laughter. I øjeblikket arbejder hun på et stort tværfagligt og tværkulturelt udstillingsprojekt på Moesgaard Museum med titlen Fravær – De Dødes Liv i Cypern og Danmark, støttet af kulturby 2017. Hun har arrangeret diverse events, udstillinger og symposier bl.a. sammen med kunstnerkollektivet The Production Unit og det kunstnerdrevne udstillingssted rum46 i Aarhus. Hun har endvidere undervist på forskellige kunstuddannelser og har et indgående kendskab til den aarhusianske kunstscene.