Afgang 2017
18 maj 201728 maj 2017

Afgang 2017. Foto: Marianne Von Tangen

Når de otte afgangsstuderende fra Århus Kunstakademi slår dørene op til deres afsluttende udstilling den 18. maj 2017 kl. 15.00 venter der publikum en særlig oplevelse. Udstillingen viser værker fra kunststuderende, som hver giver deres meget forskellige bud på samtidskunsten. Udstillingen er afslutningen på fire års studier og fordybelse – et øjebliksbillede, som giver beskueren mulighed for at mærke, hvad der rører sig inden for murene på Århus Kunstakademi.

Kunstnerne på udstillingen er Anne Thinggaard, Christine Urfe Bendt, Jonna Skydt Andersen, Kamilla Jørgensen, Karen Exner, Kate Kanstrup Nielsen, Marianne von Tangen samt Stig Retpen.

Hverdagens velkendte former kontra magtens konfliktfyldte udtryk
Værkerne kredser om store og små spørgsmål, som optager de enkelte kunstnere i deres praksis. En af kunstnerne undersøger, om det er muligt at se noget nyt i et hverdagsobjekt, man har set utallige gange uden virkelig at bemærke det? Hun fremviser det velkendte i en serie af forskellige tegninger.

Et andet sted kredser grafiske installationer om aktuelle begivenheder og konflikter i Mellemøsten. Her udfordres beskueren til at dvæle ved spørgsmålet om, hvordan religion udtrykt som politisk magtfaktor, kan tildele de stærkeste en ret til undertrykkelse og erobring. Udstillingen viser desuden værker, som har et mere poetisk omdrejningspunkt, som eksempelvis Punktum Museet. Her trækker kunstneren på referencer til litteraturen og poesien.

Afgangsudstillingen 2017 er kurateret af billedkunstner Peter Land, som også holder åbningstalen den 18. maj 2017. Udstillingen kan ses frem til den 28. maj 2017 på Århus Kunstakademi, Vestergade 29, Aarhus. Der er fri entré og åben hver dag fra 12-17.

Akademiudstilling og kunsthåndværkermarked
Foruden Afgang 2017 kan man også opleve Akademiudstillingen 2017, hvor alle afdelinger på uddannelsen ved Århus Kunstakademi viser værker med udgangspunkt i den enkelte studerendes proces og udvikling det seneste år. Øverst i de gamle bygninger i Vestergade vises desuden en separat udstilling med værker fra udvalgte kursushold. I gården er der mulighed for at indkøbe spændende grafik og keramik på kunsthåndværkermarkedet fra den 19.-21. maj 2017 kl. 12-17.

Faktuelt om udstillingerne:
– Fernisering 18. maj 2017 kl. 15-18 med tale ved billedkunstner Peter Land.
– Afgang 2017: 19.-28. maj 2017
– Akademiudstilling og kunsthåndværkermarked: 19.-21. maj 2017.
– Åbningstider for alle udstillinger og kunsthåndværkermarkedet er kl. 12-17 hverdag.

Yderligere informationer om udstillingen kan findes på aaka.dk.

Lidt om Århus Kunstakademi:
Århus Kunstakademi er et åbent kunstakademi beliggende midt i Aarhus, som tilbyder en række kunstneriske kurser samt en 4-årig uddannelse. Akademiet har i mere end 50 år været et kunstnerisk samlingssted for alle, som vil fordybe sig i og udfordres af det billedkunstneriske felt.

Kilde: Århus Kunstakademi

Afgang 2017
18 maj 201728 maj 2017

Del

'Afgang 2017'

Facebook