Hvis du kort skal karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

At mit arbejde basically stammer fra matriklen Borre By, Vejerslev 7d. Altså der hvor jeg selv kommer fra.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Det gør jeg i arbejdet med form og indhold, materiale og emne, i en grafiker som Søren Hjorth Nielsen (1901-83), i digtning og i country musik. ’Inspiration er en mumlende idiot ved daggry’, skriver Peter Laugesen et sted. Det tror jeg, er meget sandt. Jeg er nok selv sådan en mumlende idiot, der hele tiden har en selvmodsigende samtale med kragen kørende.

En træplade, et stykke linoleum, en ridset kobberplade og en litografisk sten kan alt sammen noget forskelligt, hvilket på sin vis er motiverende, inspirerende om man vil. De grafiske muligheder jeg finder hos de samarbejdspartnere jeg har haft de senere år (Steinprent i Tórshavn, Atelje Larsen i Helsingborg, Saxum Litho på Djursland, Hostrup-Pedersen & Johansen samt Schäfer i København) er også meget igangsættende. Jeg kom, foranlediget af Claus Carstensen, til Tórshavn første gang i 2011 for at samarbejde med Jan Andersson på Steinprent. Opholdet der blev absolut afgørende for mit arbejde fremover, idet landet, værkstedet og folkene omkring det tilførte mit værk noget, det ikke havde kunnet få før i tiden.

Når jeg arbejder med trykkerne på de forskellige værksteder er meget planlagt på forhånd. Det er det langt hen ad vejen nødsaget til, for det er dyre og tunge arbejdsgange, der kræver en vis grad af planlægning. De planlagte værker kan i høj grad også være med til at kickstarte en yderligere arbejdsproces.

Jeg er lige ved at sige, at de ting, der opstår som hurtige knopskydninger af det planlagte arbejde har det med at have en grad eller to ekstra friskhed over sig. Jeg plejer at kalde disse værker for
b-sider. Måske kan man huske vinyl-singler, som havde et hit på a-siden og et lidt mere underspillet og ofte i virkeligheden bedre nummer på b-siden. Den karakter synes jeg de henholdsvis planlagte og de knopskydende værker har for mig.

Jeg kan ikke udstå langtrukken proces, men er til gengæld stor fan af raske indspark og kvikke beslutninger.
Når jeg selv trykker mine værker er der nok sat en konceptuel ramme, men selve arbejdet er meget lidt planlagt. I øjeblikket er jeg i gang med et projekt, hvis arbejdstitel er The Kolonihave Studio Project, som er en række træ- og linoleumssnit i størrelsen 30 x 21 cm, der trykkes i mit kolonihavehusværksted. Hvor mange værker, der ender med blive, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke hvornår jeg er færdig. Jeg ved dog, at jeg trykker tre eksemplarer samt et arkivtryk af hvert motiv og at intet er helt besluttet før jeg står ved min lille presse med sværte, trykstok og papir. Det er et princip, der udfordrer den i langt højere grad planlagte oplagstrykning, der finder sted sammen med mine eksterne samarbejdspartnere.

Læs også: ”Det må gerne ligne noget, som er snittet i min barndoms ladeport”

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Jeg håber, man finder sig selv i starten af fortællingen, at man forstår man er en vigtig brik i forståelsen af den, og at kragen ikke løfter tæppet!

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Jeg tror ikke, at jeg skal og vil tages til indtægt for hvilken rolle kunst i bestemt ental kan og ikke kan spille. Kunstfeltet er ganske enkelt for stort og mangfoldigt til, at det er fornuftigt at udtale sig så bredt! Der er for mange stemmer til, at man vil kunne sige noget som helst dækkende for hele faget. Slet ikke, når man som jeg er en hvid midaldrende heteronormativ mandlig billedkunstner, med forkærlighed for jagtvåben, kød og amerikansk country musik.

Tilgengæld vil jeg gerne udtale mig om hvilken rolle mit arbejde kan spille, hvis det får lov til det. Jeg ønsker at fortælle om den samtid og virkelighed, jeg befinder mig i, om der hvor jeg kommer fra, om det jeg er vokset op med og om det jeg den dag i dag interesserer mig for.

Jeg har et meget stort og desværre uindfriet ønske om at få den officielle del af den danske jagtverden til interessere sig for samtidig visuel kultur, der omhandler landligt liv og jagt.

Jeg mener helt klart, at man som billedkunstner har mulighed for at twiste andre kulturinstutioner end blot kunstmuseer og -haller, ved at indgå samarbejder og udfordre stedernes udstillingsprofiler. Desværre synes jeg mit ønske indtil nu er strandet i vanetænkning og konservatisme.

Historisk set er der mange eksponenter, der har virket som jagtens historieskrivere. Tænk på forfatterne Boganis, Svend Fleuron, Valdemar Rørdam, Karen Blixen og billedkunstnere som Johannes Larsen og John Olsen. Tænk på P. S. Krøyers maleri Skagensjægere, der udover at portrættere Krøyer selv med hund også viser Michael Ancher og Degn Brøndum m.fl. på jagt på Skagen. Det er et i jagtlig henseende meget vigtigt maleri, der nøjagtigt viser hvordan man gik på jagt dengang sent i 1800 tallet. Maleriet tillader mig eksempelvis at bruge patronbælte, hver gang jeg tænker, at det er for hillbilly. Det er en slags kunsthistorisk og jagtæstetisk redningsplanke for mig. Kulturarbejdere har i mange tilfælde været jagthistoriens budbringere, og i al beskedenhed mener jeg, at jeg selv er en nutidig eksponent for den videre fortælling.

Læs også: Skriften har flere udgange

 

Kilde: Kunsten.nu