Ung kunst: Kasper Knudsen

Ung kunst: Kasper Knudsen

Pressefoto

Art Weekend Aarhus sætter i denne artikelserie fokus på nogle af de yngre kunstnere, der kan opleves under årets festival. Få her et indblik i de forskellige tilgange til faget, man kan have som ung kunstner i 2020.

Hvordan vil du karakterisere din kunstneriske praksis?

Jeg bevæger sig rundt i tværfaglige og multimediale verdener. Video og det skrevne er som regel altid udgangspunktet. Dertil kommer tegninger og fotografi, lyd, musik og performance. Jeg arbejder med emner, der berører samfundets problematikker inden for interpersonelle relationer men også bevægelser, der omhandler mere generelle områder inden for bla. pædagogik, hedonisme, religion, politik og psykologi.

Kasper Knudsen: Slow singer singing hold my hand.

Hvor finder du inspiration til din kunst? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Jeg finder for det meste mit stof i de relationer som jeg har til venner, familie og fremmede. Situationer, der udspiller sig i hverdagen og til særlige begivenheder. Fødselsdage eller fester osv. Desuden søger jeg nettet tyndt for viden om de emner, min praksis berører.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Egentligt håber jeg bare på, at beskueren oplever den samtale, som værket ofte byder på. Beskueren må gerne gå hjem og tænke over sin egen empatiske tilstedeværelse i verdenen. Måske endda stille nye spørgsmål til sig selv, så som: ‘Hvad ønsker jeg af et forhold til et medmenneske’.

Kasper Knudsen: Sorry.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstmiljøet?

Jeg bliver færdiguddannet billedkunstner til næste sommer. Jeg har en forventning om, at jeg kommer til at arbejde hårdt. Fordi jeg bestræber mig på at involvere mig så meget som muligt i den danske og udenlandske kunstscene, da jeg bestemt mener, at der er meget arbejde, der endnu kan udføres.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Jeg mener, at kunst spiller en for lille rolle i vores samfund i dagens verden. Jeg gad godt, at kunst eksempelvis kunne fås på recept. Jeg tror på, at kunst er sundt for mennesket, men har også den holdning, at vi er forkert skolede i, hvad kunst kan og skal gøre ved os som mennesker og samfundsborgere. Kunst kan spille en meget større rolle i forhold til, hvordan vi udvikler os selv som individer i et samfund, der konstant presser os. Præstationssamfundet er en værre forhekselse.

Del artiklen

'Ung kunst: Kasper Knudsen'

Facebook