Ung kunst: Anna Elisabeth Dupont Hansen, Mikkel Carlsen og Mikkel Høgh Kaldal

Ung kunst: Anna Elisabeth Dupont Hansen, Mikkel Carlsen og Mikkel Høgh Kaldal

Pressefoto.

Art Weekend Aarhus sætter i denne artikelserie fokus på nogle af de yngre kunstnere, der udstiller under årets festival. Få et indblik i de forskellige tilgange til faget, man kan have som ung kunstner i 2020.

Hvordan vil I karakterisere jeres kunstneriske praksisser?

Vores praksisser er ret forskellige, men også ret ens på mange punkter. Vi arbejder alle med medier som skulptur, installation og tekst. Man kan sige, at vi alle arbejder omkring en slags dystopi med hver vore twist, som tager udgangspunkt i hverdagen – både i reel og idémæssig forstand.

Hvor finder I inspiration til jeres kunst? Og hvordan er jeres arbejdsprocesser typisk fra idé til færdigt værk?

Vi finder alle vores primære inspiration i forskellige udgaver af ‘det hverdagslige’. Det kan være i et supermarked, chat-rooms, slam på bunden af søer, bevidstheden om afstanden mellem en selv og månen, at skulle på arbejde imorgen, i samtaler vi har med andre eller overhører i det offentlige rum. Observationer, tendenser etc.

Vores arbejdsprocesser varierer selvfølgelig på trods af krydsninger i inspiration og proces. I sammenhæng med denne udstilling har Mikkel Carlsen arbejdet ud fra en klar idé – både indholdsmæssigt og formmæssigt, som han ofte gør. Idéen udvikler sig ud fra mødet mellem betydning og materiale. Mikkel Høgh Kaldal og Anna Elisabeth Dupont Hansen har begge haft processer, som er blevet sat i gang af konkrete, fundne objekter, og derfra er smeltet sammen med inspiration fra hverdagen og til sidst er blevet til en fortælling.

Hvad håber I, at man som beskuer får ud af jeres kunst?

Vi håber selvfølgelig, at alle tager et eller andet med derfra. At man uanset alder, baggrund og forhold til kunst føler sig inviteret ind i udstillingen, og at udstillingen giver plads til, at man kan tilgå dens forskellige lag.

Som beskuer har man en egenrådighed i kunsten, som vi håber, folk vil benytte sig af. Der er ingen forkert måde at se på eller forstå på. Det, vi håber på, er selvfølgelig, at de besøgende finder det interessant nok til at gå ind i værkerne på deres egne præmisser med de iboende indgange og tematikker som nøgler eller brødkrummer ind til det enkelte værk.

Hvordan er det at være kunststuderende? Og hvad synes I om kunstmiljøet?

Det er jo dejligt at få lov til at arbejde med noget, man godt kan lide, og som giver mening for en. Der er generelt et respektfuld og anerkendende syn på det, at man, allerede når man starter, godt kan have en del erfaring med udstillinger etc., og i alle tilfælde er eksperten i sin egen kunst. Der er meget frihed. Det medfører dog også, at man som studerende har et stort ansvar for egen læring, da der ikke på samme måde er tale om et konkret pensum. Så det er i høj grad den enkeltes eget ansvar at tilegne sig viden og udvikle sig. Det, at alting teoretisk set kan lade sig gøre, er befriende, men også på mange punkter angstprovokerende.

At finde sin plads i kunstmiljøet i Aarhus, eller Danmark for den sags skyld, er ikke nødvendigvis lige ud af landevejen. Det handler meget om, hvem man kender og kan skabe fællesskaber med. Det er både på godt og ondt selvfølgelig, og der er mange fænomenale initiativer omkring i landet, men i en så ureguleret verden baseret på tanker om frihed og selvstændighed er det nemt for den politiske verden at underkende faget.

Hvilken rolle mener I, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Hvilken som helst rolle, den har lyst til.

Kunst er på én gang udtryk, indtryk og debatoplæg. Kunsten kan synliggøre det usynlige i samfundet og bringe det frem i lyset. Være det til debat, til skamme eller til fryd. Vi producerer kunst uden en synderlig efterspørgsel, fordi det er nødvendigt for enkeltpersonen, beskueren og samfundsmoralen. Vi har brug for det unyttige som dronningen sagde. Kunsten er på mange punkter kanariefuglen i kulminen, ligesom børnene og forskerne er det på andre punkter for vort samfund. Hvis vores system var en krop og industrien var lungerne, osv, kunne kunsten være øjeblikkene, vi opdager, hvor blå himlen i virkeligheden er, og forstår, at vi bare er et menneske på en slidt havestol, stirrende ud i det uendelige ukendte.

Del artiklen

'Ung kunst: Anna Elisabeth Dupont Hansen, Mikkel Carlsen og Mikkel Høgh Kaldal'

Facebook