Vejledning: Art Weekend Aarhus under COVID-19

Vejledning: Art Weekend Aarhus under COVID-19

Udstillingsstedet Hjemme Igen har til huse i en privat lejlighed. Her kan det være en god ide at medbringe mundbind.
Pressefoto.

Hvordan skal du som publikum forholde dig under årets Art Weekend? Vi guider dig her til fem ting, som du bør være opmærksom på.

Coronaepidemien har haft stor betydning for udformningen af årets festival og det er næppe gået nogens næse forbi, at regeringen netop har indskærpet COVID-restriktionerne yderligere.

Vi tager naturligvis situationen meget alvorligt, og følger hele tiden udviklingen. I skrivende stund vurderer vi dog, at det stadig er forsvarligt at gennemføre Art Weekend, da vi ikke forventer større forsamlinger på ét sted.

Der gælder selvfølgelig samme regler og retningslinjer under Art Weekend, som i resten af samfundet:

Vis hensyn
Hold afstand
Afsprit/vask hænder regelmæssigt 
Host eller nys i ærmet
Bliv hjemme, hvis du udviser sygdomssymptomer

Derudover opfordrer vi publikum til at være særligt opmærksomme på følgende:

Medbring gerne en lille flaske håndsprit og et par ekstra mundbind når du går hjemmefra. Der er ikke et egentligt krav om mundbind under Art Weekend*, men nogle udstillingssteder er forholdsvis små og det kan give større tryghed for de tilstedeværende at bære det. Vi opfordrer udstillingsstederne til jævnligt at afspritte kontaktflader, som dørhåndtag, men du kan hjælpe ved selv at holde en god håndhygiejne undervejs.

Vær opmærksom på eventuel skiltning på udstillingsstedet. Der kan være særlige forhold, som du skal være opmærksom på.

Adgangsbegrænsning på udstillingsstederne. Coronareglerne siger, at der skal være et bestemt antal kvadratmeter til rådighed pr. person i lokalet. Der kan derfor opstå en smule ventetid, før du må komme ind på nogle udstillingssteder. Klæd dig på efter vejrforholdene og medbring det gode humør.

Kom til tiden.  Tjek på hjemmesiden, om der er pladsreservation til nogle typer events, som f.eks. talks, så du ikke går forgæves. Er der fyldt til et event, må udstillingsstederne ikke lukke flere ind, før nogen forlader lokalet – desværre!

Forsamlingsforbudet på 50 personer. Overvej at søge et andet sted hen, hvis der begynder at samle sig for mange mennesker på ét sted og følg altid personalets anvisninger.

Vi håber, at publikum vil orientere sig i nedenstående og vise hensyn, så vi sammen kan hjælpe hinanden med at skabe en tryg og glædelig festivaloplevelse for alle!

*Deltagelse i performancen Kunsten at tjene i Kvindemuseets museumscafé kræver dog mundbind. Se nærmere information her. Der er ligeledes påbud om mundbind i Kunsthal Aarhus' caféområde.

Del artiklen

'Vejledning: Art Weekend Aarhus under COVID-19'

Facebook