Unge Kunstnere: Kristoffer Raasted

Forestil dig, at du møder en person, som ikke har stiftet bekendtskab med din kunst – hvordan vil du forklare din praksis?

I min praksis arbejder jeg tværmedialt – primært med fokus på lyd. Men i 2016 var jeg på udveksling til kunstakademiet i Lissabon. Al undervisningen foregik på portugisisk og derfor tog jeg en række håndværksmæssige fag i skulptur og træ. Jeg fik en fornemmelse af, hvordan det er at arbejde i træ i hånden ifølge en portugisisk træskærertradition. De fysiske værker jeg er i gang med har titlen Luftveje, og handler om lyd på den måde, at fysiske objekters placering i rum påvirker akustikken.

På et mindre konkret plan behandler værkerne åndedrættet, som er et emne, der har optaget mig i et stykke tid. Mit oeuvre er i virkeligheden også selvbiografisk. Åndedrættet har for mig været et organ, der er blevet formet i en institutionaliseret ramme fra min tid som barn i Københavns Drengekor. I min praksis har jeg således arbejdet meget performativt, sunget og brugt min stemme som lydkilde i forbindelse med ferniseringer, finnisager etc.

Det er interessant også at arbejde i et mere solidt materiale end med kroppen, og med skulpturelle træobjekter der kan være i rummet uden kroppens tilstedeværelse.

Hvordan er det at være yngre kunstner i 2019?

Fra mit udgangsposition i København er det dejligt at have så mange spændende bekendtskaber i min omgangskreds. Mit netværk er også begyndt at række ud over Danmarks grænser. Jeg har f.eks. lige fået en ven fra Manchester, der er født i Wales. I København er jeg engageret i lydgruppen QP (Queer Producers). Vi mødes cirka en gang om ugen eller hver anden uge og taler om lyd og udveksler idéer, skitser og deler viden. Det er dejligt at have en tryg gruppe af mennesker, som man vender tilbage til og deler sin proces med, så jeg ikke sidder helt alene på mit atelier og arbejder, inden jeg skal ud og være på i forbindelse med performances og udstillinger.

I kraft af at min praksis har været meget centreret omkring lyd og performance, er det ikke fordi, jeg er helt oppe i et kommercielt luftlag endnu. For mig er det heller ikke salgstallene, der er motivationen for at lave kunst, selvom jeg ikke har en klokkeklar afgrænsning, der siger, at jeg f.eks. ikke arbejder med kommercielle gallerier.
I min praksis skifter jeg meget rundt mellem medier for ikke at løbe sur i en bestemt materialitet eller tilgang til det at lave kunst. Det er dejligt, at der i dag er så stort et spektrum af ting, man kan gå i gang med som kunstner. Men kunstscenen er mit tilbagevendende omdrejningspunkt. Jeg vender altid tilbage til at gå til ferniseringer og tænker alt jeg laver som kunst – også når det er i dialog med andre traditioner som f.eks. musik eller modeverdenen.

Hvor finder du inspiration til din kunst?

Før i tiden var jeg til enormt mange koncerter, men nu er det egentlig mere ferniseringer og åbninger på muséer osv. Musik interesserer mig stadig enormt meget og jeg køber alt for mange vinylplader med alt fra lydkunst til fuglelyde til populærmusik. For mig har det at DJ’e et performativt element, som jeg opfatter som et kunstnerisk medie. I den forbindelse søger jeg inspiration både i digitale kataloger over lydfiler, og på vinyl, bånd, etc. Pladebutikken Insula har sammen med det eksperimenterende spillested Mayhem, hvor mit atelier ligger, været centrale institutioner for dannelsen af mit kunstsyn. I øjeblikket er jeg i gang med at læse en bog, der hedder John Cage behind the Iron Curtain, som handler om receptionshistorikken af John Cages musik i det daværende Jugoslavien. Jeg er meget politisk interesseret og klimapolitik er et emne jeg synes er helt enormt vigtigt at sætte fokus på i alle mulige sammenhænge, så det vil jeg også gerne gøre her. Før i tiden var jeg meget aktiv i forfattermiljøet, hvor jeg debuterede med lyddigte i Hvedekorn og tekst har haft en central plads i min praksis siden tiden i forfattermiljøet, ligesom musik har det fra min musikalske opvækst og baggrund. Kunstmiljøet er dog i sidste ende min arena. Jeg føler mig mere inspireret at gå til en fernisering end til en oplæsning, fordi man selv som aktør, der indtræder i kunstrummet, har en aktiv rolle i udformningen af rummet.

Hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Jeg arbejder altid processuelt i materialet dvs. at idéudviklingen foregår samtidig med, at jeg udformer værket. Hovedvægten ligger i at holde processen åben så længe som muligt, inden værket falder på plads som værk. Jeg betragter ikke værker som færdige. Der er noget ved det skitseagtige, som har hængt ved og som er til stede i alle mine værker. Min proces afhænger dog meget af, om jeg indgår i et samarbejde, arbejder alene eller forbereder mig til en performance. Samarbejder er altid en forhandling, hvor man aftaler indbyrdes, hvordan et forløb skal struktureres, om det skal være improviseret, gennemkomponeret etc. Hele den dialog går efterhånden ret gnidningsfrit efter mange års erfaring. Så tager vi en pause og går ud og spiser sammen, mødes over en kop kaffe.

Hvilken rolle mener du, at kunsten spiller i vores samfund i dag? Og hvilken rolle burde den spille?

Jeg mener at kunsten spiller den rolle, den bør spille i samfundet i dag. I min optik er al kunst både politisk determineret af kunstnerens socio-økonomiske position og på paradoksal vis optaget af noget, der ikke har noget med noget at gøre. I min optik er kunsten i sig selv politisk – som en anden måde at orientere sig i sit liv på. Det er noget alle mennesker har adgang til. Det er ikke forbeholdt uddannede billedkunstnere at frembringe noget, der kan kategoriseres som kunst. Hvis vi anskuer samfundet som en maskine, kan kunst måske sammenlignes med den olie, der får tandhjulene på samfundet til at dreje rundt.
Jeg foretrækker det billede frem for ideen om kunsten som flødeskummet på toppen af lagkagen. Kunsten er som samfundets refleksive metabevidsthed. Måden samfundet udtrykker sig om sig selv på.