Rock’n’roll, doom metal, dungeon-psych, free jazz, fantasy, sci-fi, canadiske indie-tegnere, Rune T. Kidde, Tintin, Adventure Time, Star Trek og Steven Seagal. På Sydhavnen i det hengemte værksted hos tegneserietroldmanden Emil Brahe syder og bobler det med musikalske og kunstneriske inspirationer, der bliver omsat til den særlige brahe’ske blanding af hverdag, naivisme og løssluppen vildskab.
I forbindelse med Art Weekend Aarhus har Brahe både brygget et Sammenkog med sit værkstedsfællesskab og kanaliserer elektrisk trolddomskraft til den eksperimenterende kultkunstner Lars Høygaards lydinstallation Machine Talks. Vi har mødt Emil Brahe til en snak om hans kunstneriske drive og stærke undergrundsånd.
Er der nogen fællesnævner i det, du laver?
Jeg kan godt lide at bruge humor i meget af det, jeg laver. Det er ikke sådan ”haha”-humor, men en god portion 90’er-ironisk distance. Man når meget længere, hvis man får folk til at trække på smilebåndet end med noget alvorlig dybfølt. Med popkulturelle referencer kan man bryde kunsten ned. Du får meget forærende med en karakter, der allerede findes f.eks. Steven Seagal. Man kommer mere på niveau med publikum.
Hvad forstår du ved 90’er ironi?
Tag nu for eksempel min udstillingsserie Admiral Brahe til Art Weekend Aarhus. Der har jeg klippet hovedet ud på populærkulturelle referencer og optræder selv som en Star Trek-agtig admiral. Han er diplomatiets sidste håb. I seriens univers bor der mange musikere, der symboliserer det selvfede. Kunstnerne f.eks. Asger Jorn eller Van Gogh fremstår selvynkende. Admiral Brahes mål er at give dem en brutal diplomatisk eksorcisme.
Føler du, at der en fælles ånd hernede på Sydhavnen?
Vi laver vidt forskellige ting. Der er jo alt fra Dorte Wahlberg, der syer små mobiler, til Michael Bredtved, som er helt punket. Vi kan bare godt lide, det vi laver, og at hænge ud sammen.
Nogle gange er kunstnerne hernede så optaget af deres eget, at de helt glemmer at få kunsten ud og arrangeret udstillinger. Der burde vi spille nogle flere koncerter, lave nogle flere udstillinger. Skrue op for det hele!
Opfatter du dig selv som punk?
Nej, ikke rigtig. Men som attitude imod det etablerede er der da lidt punk i mig. Jeg kan godt lide at florere i undergrunden. Der skal jeg aldrig gå på kompromis. Det er nu engang min østers. Fik jeg tilbudt at lave store udstillinger, ved jeg ikke, om jeg ville gøre det. Lars Høygaard har siddet hernede i 33 år. Der er så mange fede kunstnere, der har fundet deres plads bl.a. på Spanien 19C.
Majoriteten af danskere kan jo ikke fordrage det, jeg laver. Så er det enten for indspist, smadret eller ironisk. Der er ikke ligefrem en chance for, at jeg bliver etableret.
Kunsthistorisk leder jeres sydhavnsfællesskab tankerne hen på Art Brut og deres frigjorte outsiderposition. Ideen om en modkultur til det dominerende, der ikke skeler til den institutionaliserede kunstscene.
Vi er ikke en modreaktion på noget. Vi gør, det vi gør, fordi vi elsker det. Det er et kærlighedsprojekt. Jeg er dog træt af den stigende tendens til at intellektualisere kunsten. Lad kunsten tale for sig selv!
Hvad kunne du ellers godt tænke dig var mere dominerende i vores kunst og kultur i dag?
Jeg synes som nævnt, man savner det vilde og det spontane. Jeg kan godt savne, at det bruser op. At man laver kunst og indtager. Nu skal man huske at sende ansøgninger, sætte en planche op, et billede her osv. Jeg tror, det hænger sammen med, at man ikke må støde nogen.
I føler ikke, at I har et rum her, hvor I kan tillade jer at skeje ud?
Jo, jo, jo. Vi brænder da sammen her mange gange! Men jeg savner generelt vildskab i samfundet. Det mangler en zeitgeist.
Er det ikke punk? Patti Smith definerer for eksempel punk som ”frihed”.
Jo, men frihed under ansvar. Hvis man brænder sammen, skal man også selv rydde op efter sig. Det vigtigste er, at man gør en masse ting og håber på at folk går med.
Når jeg siger ”brænde sammen”, er det jo ikke ensbetydende med, at vi bare skal smadre det hele. Det kan også bare være aktiviteten og bevægelsen fra tidligere kunstnergrupper såsom Fluxus. Nu ved jeg ikke, om kunst er en fest, men de bedste fester er jo dem, der opstår spontant.
